Kvinderne bag Cyklista

Katy

Jeg startede med at køre mountainbike i slutningen af 2011. En veninde havde købt en deal på "Downtown" med leje af cykel i Hareskoven. En uge efter havde jeg købt min første mountainbike.

 

Jeg elsker at cykle og nørde cykler. I øjeblikket har jeg otte cykler lige fra en BMX til en Bullitt. For mig er cykling helt klart en livstil. 

Jeg kører mest "trail/all mountain", er glad for spor med lidt flere tekniske udfordringer og kører gerne ned af bakke. Kører helst kun tørre spor, hvis sporene er våde, er det istedet Gravel-cyklen der bliver taget ud.

Jeg underviser blandt andet for DGI og har deltaget i flere instruktør- og teknikkurser. Jeg elsker at nørde teknik, for der er altid noget, man kan forfine eller blive bedre til.

Cyklista blev skabt, da jeg følte der manglede en dansk platform for kvinder på mountainbikes. Jeg manglede selv meget info, da jeg var ny i sporten, og derfor håber jeg, at Cyklista kan være med til at give andre mulighed for at få svar på nogle af de spørgsmål man har som ny (og garvet) og måske være med til at flere kvinder får en god oplevelse i skoven.

Tidligere var jeg medlem af en MTB-klub, men fokus ændrede sig og jeg valgte at i stedet at køre sammen med vennerne.

Mette

Jeg har cyklet siden 2008, hvor jeg startede på landevejscyklen. I 2013 var jeg på en ferie i Harzen, hvor mountainbiken blev prøvet af, og jeg var med det samme solgt. Efterhånden blev den fortrukne cykel mountainbiken, selv om jeg stadig tager ture på min racer.

Intervaller, høj puls og fart har været mit primære fokus i mange år, indtil en skade i efteråret 2015 gjorde, at fokus blev rettet mod teknikken. En god blanding af teknik og interval er derfor nu blevet mit fokus.

For mig er det sociale aspekt vigtigt for mig. Samtidig klarer en tur på cyklen mange af de tanker, man en gang imellem har brug for at få renset ud i. På cyklen kan jeg også være kreativ, få tænkt nye idéer igennem og blive inspireret til nye indgange af forskellige problemstillinger.

Jeg er i Cyklista, fordi jeg gerne vil have endnu flere kvinder ud på mountainbiken! Vi er mindst lige så seje til at køre, og det sociale netværk bliver styrket, når man mødes på tværs af beskæftigelse, familiemæssige situationer og alle mulige andre ting. Egentlig vil jeg bare dele den glæde, jeg finder ved at cykle.

Jeg er medlem af Dansk Mountainbike Klub. Det er jeg, fordi jeg stort set altid har nogle at køre med, møder nye mennesker, udvikler min køreteknik og får mulighed for at blive en del af foreningslivet.

Sandra

Jeg startede med at køre mountainbike tilbage i 2004 for at komme i form, men allerede samme år vandt jeg et 24-timers løb i Rude, som gav mig blod på tanden til at køre endnu flere løb. Så i 2006 og 2007 kunne jeg kalde mig selv for Danmarksmester i XCO. I 2008 flyttede jeg til Frankrig, og XC blev skiftet ud med Enduro, Enduro er for mig den ultimative kombination af tekniske nedkørsler og eksplosive korte opkørsler.

I Frankrig blev jeg certificeret cykelinstruktør og begyndte sammen med tre andre at afholde Kenny Enduro Ride som er et tre dage langt enduroløb i Roubion. 

Jeg står nu og er ved at rykke teltpælene op for at drage retur til Danmark, hvor jeg skal finde et job, som meget gerne skal indeholde min passion for cykling og mennesker. I øjeblikket er jeg instruktør og guide i Bike parken Isola 2000.

Mit bidrag til Cyklista er en mere international vinkel. Jeg er meget passioneret omkring cykling og at sætte sig realistiske mål, men også at man konstant udfordrer sig selv. Derudover elsker jeg at dele glæden ved mountainbiking med andre, og har mange visioner og missioner om at udvikle sporten endnu mere.

© 2018 by Cyklista.dk - All rights reserved

  • Facebook - Black Circle
  • YouTube - Black Circle
  • Pinterest - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now